Dnv2004-1 piller og patenter

Piller og patenter
TRIPs-aftalens betydning for adgang til medicin1 De globale regler, som beskytter intellektuelle rettigheder, er stærkere end de regler, der beskytter menneskerettighederne. Kofi Annan, FN’s Generalsekretær, 20012 TRIPs-aftalen er nok den WTO-aftale, der har skabt mest op-mærksomhed i relation til udviklingslandene. TRIPs står for Tra-de Related Aspects of Intellectual Property Rights (handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder) og omfatter ejen-dom af immaterielle varer, som for eksempel viden, varemærker, musik, geografisk oprindelse og tekst. Immateriel ejendom kan til-deles i begrænsede perioder i form af patenter, copyrights med mere. Disse varer er kendetegnet ved, at de ikke er absolutte. Der-med mister den oprindelige ejer ikke sin ejendom ved at sælge den eller give den væk til andre, ligeledes kan andre benytte sig af den pågældende idé, uden at ejeren ved det. Ejeren er den eneste der har rettighed til at udnytte varen kommercielt, denne rettighed kan ejeren give eller sælge til andre gennem licenser. Intellektu-elle ejendomsrettigheder har tidligere været omfattet af interna-tionale aftaler, men disse har været frivillige aftaler mellem lande. Derudover har landenes engagement og overholdelse af aftalerne ikke haft direkte betydning for disses adgang til verdensmarkedet. I Verdenshandelsorganisationen WTO har medlemmerne skrevet under på at ville overholde de mindstekrav, der er i TRIPs-aftalen, som en del af deres adgang til de markedsvilkår og toldnedsættel- Således skal WTOs medlemslande tilpasse deres nationale lovgiv-ninger, så de stemmer overens med TRIPs-aftalen inden for de tidsrammer, der er bestemt i WTO. Udviklingslandene har fået dis- pensation til at implementere nye lovgivninger inden år 2006 og de mindst udviklede lande har nu fået indtil 2016. Ikke desto min- dre arbejder de fleste udviklingslande og mindst udviklede lande allerede nu på at reformere deres patentlove for at opfylde kravene. Dette vil få konsekvenser på en række områder, adgang til me- dicin er et af dem. Mange udviklingslande har ikke tidligere gi-vet patenter på medicin, f.eks. har Indien haft en patentlovgivning, der omfattede alle varer med undtagelse af medicin, for at sikre at medicinpriserne forblev lave. Samtidig støttede denne patentlov-givning udviklingen af den farmaceutiske industri i Indien, som kopierede patenterede produkter udviklet i Vesten. I TRIPs-aftalen er alle lande forpligtet til at tildele patenter på nye produkter og processer generelt i 20 år og desuden at opbygge en infrastruktur, der kan sikre rettighedsindehavere imod kopiprodukter. Dette kan have store konsekvenser for de nationale markeder og sundheds-systemer, da der nu kommer markedsmonopoler på nyudviklede farmaceutiske produkter og teknologier. Et klart eksempel på dette er patenters betydning for adgang til medicin i udviklingslandene. Markedsmonopoler er ofte ensbetydende med højere priser, da der ikke er konkurrence, eller denne er begrænset.
Medicinalvirksomheder kan inden for rammerne af TRIPs-aftalen tage patenter, der dækker stort set hele verdensmarkedet (paten-tet skal dog registreres i hvert enkelt land eller region), og der-med selv fastsætte prisen på den medicin, de har udviklet, i op til 20 år efter at de har søgt om patentet. Da patenteret medicin er dyrere end medicin solgt på et marked med fri konkurrence, får det direkte betydning for adgangen til medicin i fattige lande. Dette har medført en række retssager, den mest omtalte i Sydafri-ka, hvor befolkningen ikke har haft adgang til billige kopipræpara-ter af lægemidler til behandling af alvorlige sygdomme som f.eks. hiv/aids, tuberkulose og malaria. Et af resultaterne af netop denne konflikt og hundredvis af NGOers og udviklingslandes protester blev under Doha-ministermødet i oktober 2001, at landene ved-tog en Declaration on TRIPs and Public Health, som understregede at TRIPs-aftalens formål ikke var at begrænse landes adgang til me-dicin. Doha-deklarationen blev dog først endeligt fortolket den 30. august 2003, da det var svært at opnå enighed om, hvordan det-te skulle opera-tionaliseres inden for rammerne af TRIPs-aftalen uden at kompromittere industrielle interesser. Resultatet blev en officiel fortolkning af TRIPs-aftalen, som giver udviklingslandene flere muligheder for at omgå patenter i forbindelse med alvorlige nationale sundhedstilstande. I Sydafrika arbejdes der i dag på at starte en lokal produktion af aids-medicin som følge af de mulig-heder, der blev givet i Doha-deklarationen.
Baggrunden for TRIPs-aftalen var, at de industrialiserede lande ønskede at sikre rettighederne for deres virksomheder, nu da ver-densmarkedet blev åbnet op med dannelsen af WTO. De virksom- heder, der investerer store summer i forskning og udvikling inden for nye produkter, ønskede at deltage i dette marked uden at risi- kere, at andre virksomheder ville kopiere deres produkter og sælge dem til lavere priser. Argumentet fra de amerikanske og europæi-ske farmaceutiske industrier var, at hvis patenter ikke blev sikret, så ville incitamentet for ny forskning forsvinde og udviklingen af lægemidler begrænses i fremtiden. Samme argument blev brugt af industrier på andre områder, da viden og teknologisk udvikling i dag er et vigtigt parameter for industriel udvikling. Derfor blev TRIPs-aftalen en del af den aftalepakke, der dannede grundlaget for WTO i 1995. For de fleste udviklingslande var etableringen af WTO og medlem-skabet i denne organisation vigtigt for deres markedsadgang. Hid-til havde de skullet forhandle import- og eksportaftaler med hver enkelt handelspartner, hvilket var ressourcekrævende og uoversku-eligt. I WTO kan udviklingslandene forhandle i blokke af interes-sefæller, hvilket gør dem stærkere over for store markedspartnere som EU, USA og Japan. Forhandlingerne foregår dog langt fra på lige vilkår og udviklingslandene har svært ved at opbygge en kapa-citet til at følge med i udviklingen af WTO: Da vi underskrev WTO-medlemskabet efter Uruguay-run-den, vidste vi reelt ikke, hvad vi skrev under på. Der var så mange dokumenter, vi ikke havde kapacitet til at læse… vi havde heller ikke den nødvendige viden til at forstå konse-kvenserne for Uganda på alle områderne. Vores delegation var for lille, og vi havde ikke adgang til alle forhandlingerne. Vi skrev under alligevel. Ugandas deltagelse i verdensmar-kedet bliver prioriteret meget højt politisk, og det var vo-res indtryk at WTO-medlemskabet var afgørende for vores fremtidige handel. Faktisk var det først længe efter at vi kom hjem, at vi forstod hvad TRIPs-aftalen betyder for udvik-lingslandene.
Medlem af Ugandas officielle delegation i Uruguay-runden (personlig kommunikation 2003) Et af de områder der blev lagt vægt på over for udviklingslandene var, at intellektuelle ejendomsrettigheder ville medvirke til at til- trække flere udenlandske investeringer og mere overførsel af tek- nologi. F.eks. er det mere attraktivt at investere i produktion i og overføre teknologi til et land, som beskytter den overførte viden. Ellers kan man risikere, at ansatte efter en tid i virksomheden selv starter en lignende virksomhed og udnytter den teknologi, ved- kommende har lært i virksomheden. Dette har været praksis i me-gen industriel udvikling, også i industrilandenes industrialisering. Inden for farmaceutisk industri var et af argumenterne, at nyere og mere avanceret medicin ville blive tilgængelig i udviklingslandene, da virksomhederne ikke længere ville være bange for, at deres pro- • Incitamentet for at udvikle nye medikamenter øges med patenter. Startomkostningerne ved udvikling af produkter er store og virksomhederne bruger store beløb på forsk-ning og udvikling. Dermed bidrager virksomhederne til den samfundsmæssige udvikling og skal selvfølgelig have kompensation for de risici og udgifter, der er forbundet med dette.
• Samfundet kender ikke på forhånd den kommercielle værdi af en ny opfindelse. I visse tilfælde kan en opfindelse tjene sig selv ind på meget kortere tid end patentets liv. Derfor bliver velfærdstabet i forbindelse med monopolet højt. På den anden side kan man sige, at der ikke bliver taget noget fra samfundet, som det allerede har, tværtimod tilføres samfundet værdi på længere sigt. • Patenter bremser udviklingen, da opfindelsen i patentpe-rioden ikke må benyttes af andre og i andre sammenhænge. Der kan derfor argumenteres for, at patenter på den ene side sikrer en teknologisk udvikling og på den anden side samtidig bremser den. • Nye opfindelser er ofte baseret på en længere proces af vidensudvikling i et samfund. Opfindelser sker oftere i dy-namiske forskningsmiljøer end i lukkede isolerede cirkler. Derfor kan det være svært at argumentere for, at en op-findelse kan ejes 100% af én aktør, når vedkommende er sidste led i en lang proces.
• Intellektuel ejendom er ikke absolut ejendom, som det er gældende for materielle goder. Ejeren af en god idé bli-ver derfor ikke ’fattigere’ af at dele den med andre. Mar-ginalomkostningerne for overførsler af viden er minimale og ’varen’ er derfor næsten gratis, hvis prisen skal afspejle disse. Ved introduktionen af patenter øges prisen og ’varen’ bliver ikke benyttet i det omfang, der er optimalt for sam-fundet.
• Prisen for ny teknologi øges og udviklingslandene kan derfor have svært ved at få adgang til ny viden og risike-re at blive yderligere marginaliserede i industrialiseringen, hvor værditilførsel i produktionen i dag er kendetegnet ved tilførsel af viden og teknologi.
dukter blev kopieret. På den anden side blev der argumenteret, at selv om disse produkter med TRIPs-aftalen teoretisk er tilgæn- gelige i udviklingslandene, er der ikke noget marked for dem, da de er for dyre på grund af det markedsmonopol, et patent giver. I praksis har intellektuelle rettigheder i national lovgivning heller ikke vist sig at have afgørende betydning for investeringer udefra. En del udviklingslande – heriblandt Uganda – har hidtil haft en omfattende beskyttelse af intellektuelle rettigheder, uden at dette har afspejlet sig i niveauet af udenlandske investeringer, som forsat er lavt. Der er mange paradokser i patenter (se boks), især inden for me-dicinalområdet, og det blev derfor nødvendigt at lave en officiel fortolkning af TRIPs-aftalen i Doha i 2001.
For medicinalbranchen har patenter stor betydning. Virksomheder-nes succes afhænger ofte af, om de er heldige og dygtige nok til at udvikle et nyt produkt, der er enestående på markedet og som har en stor efterspørgsel. Derfor bruger de store medicinalvirksomhe-der mange penge på forskning og udvikling. Med TRIPs-aftalen er deres potentielle og patentbeskyttede marked vokset til også at omfatte udviklingslandene, og derfor er der i højere grad end tid-ligere incitament for at forske i sygdomme, der er dominerende i troperne. Dette skal dog lige vendes engang… for markedet for Patenters betydning for priser på medicin • Glaxo Welcome udviklede i 1997 et produkt (Zantac) til behandling af mavesår. Patenter har haft en afgørende betydning for variationer i prisen på dette produkt. I In-dien, som indtil nu ikke har givet patenter på medicin, har en lokal producent markedsført en kopi af produktet (Ranitidine), hvilket har medført, at Glaxo Welcome har sænket prisen til 2 USD for en pakke (100 tabletter/150 mg). Samme produkt fra Glaxo Welcome bliver solgt til hhv. 97 USD i Tanzania og 150 USD i Sydafrika, da det ikke her er tilgængeligt i kopiversion.4 • Pfizer har patent på et af de medikamenter, der bruges i behandlingen af hiv/aids, Fluconazole. Dette benyttes til at behandle aids-relateret meningitis og er enestående på markedet. I Indien er kopier tilgængelige og Pfizer har sænket prisen til 55 USD for 150 mg. Samme produkt koster 697 USD i Malaysia, 703 USD i Indonesien og medicin i udviklingslandene udgør en brøkdel af verdensmarkedet, på trods af at sygdomsbyrden er væsentligt større end i de industria-liserede lande, hvor markedet er stort. Dette afspejles også i priorite-ringen af forskningsmidler globalt. Forskningen foretaget af private virksomheder er koncentreret inden for sygdomme, der har et stort marked (f.eks. ufrivilligt hårtab, impotens og fedme) og ikke inden for de sygdomme, der har betydning for flest menneskers liv (f.eks. malaria, tuberkulose og diarré). Tuberkulose er en primær dødsårsag i mange lande og en hyppig dødbringende følgesygdom til hiv/aids, men på trods af dette er det nu 30 år siden det sidste helt nye pro-dukt kom på markedet til behandling af tuberkulose.3 Aids-medicin er et godt eksempel på, hvilken betydning paten-ter har for adgangen til medicin, og generelt for folkesundheden i udviklingslandene. For de fleste andre af de sygdomme, der do-minerer i udviklingslandene, eksisterer der medicin, hvis patenter er udløbet og som derfor er billigt tilgængelig på markedet. For malaria er en række produkter nu så billige, at det oftest ikke er prisen på medicinen, der er afgørende for adgang til behandling. Disse produkter er måske ikke så effektive som de nyere produk-ter,6 men de findes i mange varianter og har stor konkurrence fra producenter i Indien og Kina. I Uganda koster Chloroquine stort set ingenting. En pakke med 80 kure koster omkring 4 USD hos den statslige medicinimportør, National Medical Stores. Til sam-menligning koster et af de nyere produkter, Lariam, 6 USD for én kur. Det nyeste produkt, Malerone, er stort set ikke tilgængeligt på markedet i Uganda, da prisen er for høj. Aids derimod er en så ny sygdom, at de produkter der indtil nu er udviklet, stadig er under patentbeskyttelse i de fleste lande. I figur 1 på næste side er illustreret, hvad der sker i prisudviklingen når patentet ophører og der kommer konkurrenter på markedet, som det skete i Brasilien i 1998. Priserne gælder for et års forbrug af hhv. Stavudine og Lamivudine, begge er produkter til behandling af aids-patienter, antiretrovirals (ARVs). I de fleste udviklingslande er medicin noget, man selv skal betale. Der er ikke offentlige sygesikringer og ofte skal udgiften til me-dicinsk behandling opvejes i husstandens økonomi. Aids kan ikke kureres, og hvis man ønsker behandling er det vigtigt, at man tager medicinen vedvarende og rigtigt for at den virker og for at man ikke udvikler resistens over for medikamenterne.8 Dette betyder, at husstandens økonomi vil være konstant belastet - måske på be-kostning af børnenes skolegang eller indkøb af andre medikamen- ter. For nogle mennesker er det en meget svær prioritering, og oftest bliver børnenes skolegang prioriteret frem for behandling af forældrene. For de fleste er det slet ikke en prioritering, da medici- nen er helt uden for deres økonomiske rækkevidde. Mange ugan-dere kender slet ikke til behandlingsmuligheder for aids eller har ikke engang råd til at blive hiv-testet. Deres holdning er ofte, at der ikke er nogen grund til at vide om man er hiv-smittet, hvis man alligevel ikke kan komme i behandling. Det eneste man får ud af det er sin egen dødsdom, og hvis det kommer ud kan man blive stigma-tiseret og diskrimineret af sine omgivelser.
Figur 1. Prisudvikling på ARVs ved ophør af patenter i Brasilien7 I Uganda er hiv/aids blevet en del af virkeligheden for de fleste familier. 6-8% af befolkningen er hiv-smittede, dvs. 1,5–2 mil-lioner mennesker. Sidste år døde 70.000 mennesker af aids eller aids-relaterede sygdomme i Uganda.9 Ca. 10% af de hiv/aids-smit-tede er nu på et sygdomsstadie, hvor de har behov for behandling med forskellige former for aids-medicin, ARVs. De officielle tal i Uganda estimerer, at omkring 170.000 mennesker er i akut behov for behandling med ARVs, og flere vil komme til i nær fremtid. Ud af disse er kun ca. 17.000 mennesker i ARV-behandling i dag. Hovedparten betaler selv, og ganske få er på tidsbegrænsede do-norprogrammer og får medicinen betalt af NGOer fra udviklede lande. For at komme med i et sådant donorprogram skal man dels kunne kvalificere sig efter de krav, donoren stiller (nogle støtter behandling af enker, enlige forsørgere, fattige, kvinder mm.), og dels være meget heldig, da disse programmer ofte er begrænsede i antal. De få, der er under behandling, ved ikke hvor længe de vil have adgang til medicin, da donorprogrammer varierer efter den udviklingspolitiske dagsorden.
Der er faktisk ARV-kopiprodukter fra Indien på markedet i Ugan-da. Efter retssagen i Sydafrika er der en uformel aftale om, at me-dicinalindustrien ikke sagsøger Uganda for dette, så længe mæng-derne er så begrænsede som de er. Inden retssagen i Sydafrika var ARVs stort set ikke tilgængelige i Uganda, kun for få rige eller indflydelsesrige personer. Nu har virksomhederne sænket priserne meget og en del medicin kommer fra indiske virksomheder. Trip-pel-kombinationen, som er den første behandling af aids, er således i dag tilgængelig i kopiversion for 25 USD pr. måned. På trods af dette er medicinen stadig uden for rækkevidde for 90% af dem, der har brug for den. For disse mennesker er næsten hvilken som helst pris for høj. Mange bor i landområderne og deltager stort set ikke i pengeøkonomien, men lever af landbruget og kan derfor kun nås med behandling, hvis denne udbydes gratis. Også for folk i byerne er næsten alle priser for høje. Mange mennesker tjener mindre end 25 USD pr. måned, som også skal dække de basale omkostninger som mad, husleje, skoleuniform mm. Det er altså ikke alene paten-ter, der forhindrer ugandere i at få ARVs.
Aids i Uganda er så stort et problem, at sundhedsministeriet end-nu ikke har haft kapacitet til at begynde behandlingsprogrammer. Dette vil kræve en indsats på alle områder, for alle og gratis, ellers vil det skabe en øget risiko for resistens over for ARVs, hvilket be-grænser behandlingsmulighederne. Allerede nu, hvor få mennesker har adgang til gratis medicin, er der så småt ved at udvikle sig et sort marked, hvor de der er kvalificerede og heldige at få den gratis medicin, kan sælge den på markedet for at få penge til at dække vigtigere udgifter. Alene ved at give meget medicin og overvåge behandlingen nøje kan man undgå resistens over for ARVs i Ugan-da. Dette stiller store krav til det nationale sundhedssystem, hvis institutionelle kapacitet endnu ikke er tilstrækkeligt.
De vigtigste ARVs er under patent i Uganda, men så længe det kun er få der har adgang til kopiprodukterne, bliver der ingen retssag – selv om der importeres kopiprodukter. Denne situation er ikke bæredygtig, da den i forhold til TRIPs-aftalen er ulovlig og kan give Uganda problemer i WTO. Hvis sundhedsministeriet begynder at tilbyde behandling til dem, der har behov for det, bli- ver ministeriet nødt til enten at købe de originale produkter eller erklære landet i en nødsituation og dermed få ret til at importere kopiprodukter. Denne mulighed blev sikret for de mindst udvik-lede lande og implementeret i august 2003. For et udviklingsland med generel succes inden for økonomisk og politisk udvikling kræver det meget at erklære en national nødsituation for at få adgang til medicin. Uganda har aldrig benyttet retten til at give tvangslicens, heller ikke under de udbrud af ebola, landet har op-levet – da ingen rigtigt kender konsekvenserne. Hvad betyder det for eksempel for ens status over for donorer og udenlandske inve- storer, at landet er erklæret i en form for undtagelsestilstand på et Baggrunden for Doha-deklarationen om adgang til medicin var, at de undtagelser for patenter, der var indskrevet i TRIPs-aftalen, ikke var formuleret klart nok til, at udviklingslandene kunne bruge dem til at sikre adgang til medicin for deres befolkninger. For eksem-pel står der i TRIPs-aftalen, at lande i tilfælde af nationale nødsi-tuationer kan give tvangslicens til national produktion af et vigtigt produkt, hvis ikke patenthaveren frivilligt giver licens. Mange af de mindst udviklede lande, der havde behov for at give tvangslicenser til f.eks. produktion af ARVs, havde ikke den nødvendige kapa-citet til selv at producere det. Derfor kunne de stadig ikke sikre folkesundheden. Det var nødvendigt at give disse lande tilladelse til at importere kopiprodukter. Et andet problem var definitionen af dels en epidemi og dels en national nødsituation. Der var delte meninger om, hvorvidt aids kunne falde ind under disse begreber, da det ikke var en nyopstået situation. Det er en sygdom, som har været kendt og undervejs længe, og det er ikke nogen overraskelse, at den har udviklet sig som det ser ud i dag. Det er dog generelt accepteret i dag, at aids kan være en epidemi, og dermed være grundlag for en tvangslicens til import af kopimedicin.
Det viste sig dog hurtigt, at det ikke er nok at give lande uden produktionskapacitet af medicin lov til at importere fra andre. De lande, som kunne producere og eksportere de pågældende produk-ter, havde nemlig ikke lov til at eksportere dem. Dermed var de mindst udviklede lande lige vidt. Dette blev diskuteret fra Doha-deklarationen blev vedtaget i 2001 til 30. august 2003, hvor de mindst udviklede lande stadig ikke havde mulighed for at skaffe medicin gennem tvangslicenser. De virksomheder, der har paten-ter, var bange for, at de produkter, der kommer på markedet under tvangslicenser, ville flyde ud på verdensmarkedet og derfor ikke komme de mindst udviklede lande til gode, samtidig med at de ville konkurrere med den patenterede medicin. Med fortolkningen fra august 2003 er det derfor muligt for landene at importere og eksportere kopiprodukter, under forudsætning af at disse har en markant mærkning, således at de er let genkendelige på markedet.
Det forventede resultat af Doha-deklarationen samt fortolkningen af denne udeblev. Man kunne have forventet, at delegationerne fra samtlige udviklingslande med epidemier ville skynde sig hjem og sikre adgang til livsvigtig medicin til befolkningerne, men endnu er det kun Sydafrika, der har benyttet sig af mulighederne. Hvor-for? Spørger man i Uganda, er der mange årsager. Som tidligere skrevet er handel anset som et meget vigtigt middel til økonomisk vækst og udvikling i Ugandas regering. Derfor er politikere bange for at skade forholdet til de store handelspartnere ved at sætte de-res intellektuelle rettigheder ud af drift. En anden klar årsag er Ugandas afhængighed af udenlandsk bistand. Over 40% af Ugandas bruttona-tionalprodukt kommer fra donorer, som dermed også har en stor politisk indflydelse. Patenter har stor betydning for adgang til medicin, på godt og på ondt. På den ene side har patenter betydning for priserne på medi-cin, på hvilken medicin der bliver forsket indenfor, og på hvem der har adgang til medicinen. På den anden side har patenter betyd-ning for udviklingen af nye medikamenter, behandlingsformer og udbredelsen af produkter på verdensmarkedet. Med TRIPs-aftalen er patenter principielt blevet gældende for hele verdensmarkedet, uanset de økonomiske forhold der forefindes lokalt. For udvik-lingslandene betyder dette generelt en forringet adgang til ny me-dicin, da de ikke længere kan producere eller importere kopimedi-cin, som er væsentligt billigere end de patenterede produkter. Nogle produkter kan dog ved hjælp at tvangslicenser ifølge Doha-deklarationen stadig importeres, hvis landene er i ekstreme situa-tioner på grund af en sygdom. Dette gælder især hiv/aids, malaria og tuberkulose. Men hvad med andre epidemiske sygdomme? Hvis det ikke er en national nødsituation? Kan en epidemi afgrænset til en landsby udløse rettigheder til at give tvangslicenser? Der er mange ubesvarede spørgsmål, selv efter den formelle fortolkning fra 30. august 2003. Mange af aftalens afgrænsninger er endnu ikke afklaret og vil alene blive det af de mindst udviklede lande, som i fremtiden kan forsøge at pejle sig frem igennem konkrete sager. Dette kræver mod og juridisk bistand.
Stine Jessen Haakonsson er ph.d.-studerende ved Geografisk Institut, Københavns Universitet, og Dansk Institut for Internationale Studier. Denne artikel er baseret på et feltarbejde i Uganda udført i efteråret 2003 Citat fra Dagbladet Information 31. januar 2001 Kilde: Dr. Pito, personlig kommunikation 2003 Kilde: Health Access Initiative Africa. 1998. www.haiweb.org/pubs Kilde: UNDP. 2000. www.undp.org/dp_/publications Effektiviteten af medicin kan også have indflydelse på en husstands økonomi, da et langt sygdomsforløb ud over udgifterne til medicin også betyder, at husstanden skal undvære arbejdskraft og eventuel lønindkomst for perioden.
Et problem i fattige lande er ofte at aids-syge køber medicinen i en periode, derefter får de det faktisk godt og holder op med at tage medicinen igen for at få råd til andre ting. Derfor er det vigtigt at medicinen bliver så billig, at det ikke føles som en stor udgift i en lille husholdning, hvis man vil undgå at sygdommen udvikler resistens over for medicinen.
Tallene her er baseret på interviews med embedsfolk i Ugandas aids-kommission og sundhedsministerium foretaget i efteråret 2003.

Source: http://subweb.diis.dk/graphics/Publications/DNV/2004/1/DNV2004_1_Piller_og_patenter.pdf